Gratis leg

Skraldiaden er fuld af skægge idéer og kreative aktiviteter – inspireret af alt det, man ellers bare ville smide i skraldespanden

Børn klæder sig ud i farvestrålende skraldekostumer, de konstruerer flotte skraldeuroer. De oplever, at noget, der ellers ikke har nogen værdi, bliver til flot kunst og mange timers leg for nysgerrige unger.

Børn fremstiller musikinstrumenter, tager på skraldeskovture, komponerer hjemmelavede affaldssorterings-slagsange og anlægger højbede med hjemmelavet kompost.

Børn oplever at affald ikke længere bare er affald, men en inspirerende ressource. Skrald bliver også en ressource i det pædagogiske arbejde!

OG så er det billigt at arbejde med skrald 🙂 Det der ligger i skraldespanden koster ikke en krone!

 

Et overordnet tema …

Ofte vælger institutioner et tema, som aktiviteterne i Skraldiaden knyttes til. Det kan fx være udklædning og musik – så børnene er godt forberedt til showet.

Andre vælger naturen som tema, med mange ture til skov og strand. En børnehave i Kolding byggede en kæmpe skulptur af det skrald de fandt i skoven. De havde kamera med på skovturene. Når de vendte hjem, blev billederne lagt ind i en power-point-præsentation som kørte på computeren i fællesrummet – til glæde for børn og forældre, før de skulle hjem om eftermiddagen.

Cirkus Skrald er et fint eksempel på et overordnet tema.