Kompost

Kompost.gif

Skraldefagligt

• Organisk affald
• Træaffald

Pædagogisk

• Kreative kompetencer
• Motoriske kompetencer
• Samarbejdskompetencer

PDF til print

Beskrivelse

Byg en kompostbeholder af affaldstræ til jeres institution.

Det er spændende at lave sin egen kompost bagefter!

Byg den af brædder eller plader. Byg gerne to beholdere ved siden af hinanden. Når den ene er fyldt, kan den kompostere færdig, mens den anden bliver fyldt op. Læs også side 49, før I går igang!

Den ene side på beholderen skal kunne tages af, så komposten let kan fjernes, når den er færdigkomposteret. Man kan også lave et låg til beholderen, så fuglene og andre dyr ikke "stjæler" komposten! Låget - eller en del af det - skal kunne løftes, så det er let at fylde grøntsager i komposten.

Tips og ideer

Der må aldrig bruges trykimprægneret træ til kompostbeholderen. Trykimprægneret træ afgiver nemlig kemiske stoffer, som ikke er gode for den jord beholderen står på - men heller ikke for den kompost I fremstiller.

Brug altid uforarbejdede grøntsagsrester i komposten. Færdig mad, kød ol. vil tiltrække rotter. Bland græs, blade eller opskårne smågrene i komposten. Det giver en god struktur i den færdige kompostjord. Det er en god idé at putte kompost-orm i beholderen.

Nogle kommuner afhenter det organiske affald og komposterer det centralt - så, hvis I bor i en af de kommuner, er det måske bedre at bygge et affalds-sorteringsanlæg?

Forberedelse

  • Fortæl børnene om organisk affald
  • Fortæl børnene hvordan planter bliver til ny jord - som nye planter kan vokse i (se affaldsdepotet)
  • Fortæl børnene hvordan man passer en kompost
  • Find et godt sted udenfor, hvor kompostbeholderen kan stå. Det skal være let at komme til beholderen fra køkkenet.
  • En kompostbeholder kan godt lugte. Det skal der også tages hensyn til, når man vælger et sted til den.
  • Skaf træaffald som lægter, brædder og plader (ikke trykimprægneret) til at bygge beholderen (eller beholderne!)
  • Skaf spade, sav, hammer, lægtehammer, skruetrækker, søm, skruer og beslag

Materialer

  • Træ, lægter, plader (ikke trykimprægneret)
  • Værktøj - Kompost-orm