Organisk affald

Hvad sker der med maden, når den bliver for gammel til at spise?

Mad kan blive til jord og gas

Når du har spist et æble eller en appelsin så bliver æbleskroget og appelsinskrællerne tilbage. Det kalder vi organisk affald. Organisk affald havner i skraldespanden. Det betyder, at en meget stor del af skraldebilernes lastrum fyldes med organisk affald. Det koster mange penge at køre det hen til forbrændingen. Men nu skal du høre. Meget af det organiske affald kunne blive til kompost. Kompost giver næring til dine blomster og planter i haven.

 

 

 

Mad affald bliver til gødning

Når planter, fisk og dyr er døde, begynder de at rådne. Det er hovedsagelig insekter og bakterier i naturen, der spiser og nedbryder det organiske affald. Det samme sker hvis du samler dit organiske affald i en kompostbeholder. Nede i beholderen bliver affaldet nedbrudt til jord, varme, vand og luft. Den proces kaldes for kompostering. Øverst i kompostbeholderen ligger det friske affald. nede i bunden er affaldet blevet til kompost, som kan blive gødning til dine planter.

Madaffald kan blive det rene gas

Men vidste du, at madaffald kan bruges til at lave energi? Nej – det er ikke gas! For madaffald kan blive til biogas. Hør lige her:

Dine madrester består af mange forskellige stoffer og af en masse energi. Det kan vi udnytte. Hvis man hælder madaffaldet i en stor beholder og lukker den helt til, så affaldet ikke kan få luft, så begynder det hele at gære. Det sker, fordi nogle specielle bakterier og andre små organismer spiser af madresterne. Når bakterier spiser madrester begynder de at prutte. Prutterne kalder vi biogas. Når du slår en prut, så laver du også biogas 🙂

Biogas bliver til strøm

Når man så fylder alle madrester i en meget stor tank og lukker den til, vil bakterierne begynde at producere biogas.

Når det meste af affaldet er omdannet til biogas, så kan man bruge gassen til at drive en stor motor som kan producere strøm. Når du tænder for lyset så bruger pæren strøm. Strømmen bruger vi også, når vi skal se fjernsyn, spille playstation eller lave mad på komfuret. En elbil kan også lades op med strøm lavet af biogas.

Når bakterierne så har spist op, er der kun slam tilbage i den store tank. Men det kan vi også bruge. Det kan nemlig blive til gødning.  Det køber landmanden og spreder det ud til sine planter på marken. Planterne lever nemlig af gødning, vand og solens stråler.

Det er rigtig smart, for så kan vi få gulerødder, kartofler og salat til middag. Resterne fra middagen putter vi i biogas-tanken, og så kan bakterierne igen lave flere gas-prutter. Det er smart – bio smart!