Affaldsbedstemor

“Der sidder en hund og venter på bussen!”

Hun havde længe ærgret sig over al det affald, der lå og flød, der hvor hun gik tur med sin hund hver dag – og over, at der ikke var nogen, der gjorde noget ved det. Så besluttede hun sig til selv at gøre noget. Hun fortæller:

“I januar besluttede jeg mig til, at jeg ville adoptere vejen med hensyn til opsamling af affald. Man kan adoptere dyr i Zoo og børn i Afrika. Hvorfor så ikke adoptere en vej­strækning? Som tænkt så gjort. Iført mit oprydningshumør, handsker, plastpose og sæk, begav jeg mig i krig mod affaldet på mit adoptionsområde.

Det tog mig lang tid at komme igennem. Jeg skulle også lige vænne mig til, at folk kiggede og tænkte, “hun samler nok flasker.” Ved busstoppestedet bandt jeg min hund, efter at bussen lige havde passeret. Begravet i grøften hørte jeg nogle forbipasserende sige, “Der sidder en hund og venter på bussen!” Jeg havde udrettet noget for naturen og blev glad. Nu var her pænt igen. Man smider ikke affald på noget, der er pænt, var min tanke. Men ak! Sådan er det ikke længere.

I stedet for at blive ked af det, når der igen ligger alt muligt lort, putter jeg det i min affaldspose, som jeg altid har i lommen. Jeg samler det op og tænker ‘der er også brug for dig i dag!’

Hvis andre vil adoptere et stykke natur, kan det varmt anbefales. Indsatsen er gratis. Høsten er stor. Jeg kan ikke redde hele verden, men en lille brøkdel giver stor løn og tilfredshed.”

Med venlig hilsen

Elsebeth Thomsen, Fredericia